Sikke en weekend
– tror vi har gjort en forskel
Vi hører og læser alle om krigen i Ukraine, men det er ikke altid så nemt at få gjort noget for de stakkels mennesker, for mit vedkommende bliver det mange gange ved tankerne!
Men i tirsdags blev jeg kontaktet af en tidligere kollega, som havde talt med overlæge Mette Marklund, og hun var fast besluttet på at gøre noget for de mennesker der var kommet til Polen og ikke kunne komme videre. Vi fik mailet og talt sammen nogle gange, Mette fik samlet et hold af to læger, paramediciner, to tolke , to vagter og et par stykker mere, derudover Lars Blok og Flemming Christensen til at køre bussen. Fredag aften kl. 18.00 var der så afgang fra garagen mod Krakow, bussen blev fyldt med proviant sponseret fra flere kanter. Ingen vidste helt hvad der skulle ske, der var flere kontakter i Polen, men det hele var meget usikkert. På selve turen var der flere opringninger fra folk der gerne ville med retur, om det er dem der er kommet med til Danmark ved jeg ikke.
Mette Marklund har lagt noget på Facebook fra selve turen, Marklund tur retur…. https://www.facebook.com/groups/494198138839537
I dag søndag 6. marts er de så vendt tilbage med 58 kvinder og børn fra Ukraine, trætte men med godt humør, efter en meget anderledes tur, og de har virkelig gjort en forskel!
Kl. 14.00 ankom de til garagen i Karlslunde, hvor naboer og forældre sørgede for mad og kaffe m.m. til Ukrainerne. Herefter skulle alle videre til deres værtsfamilier, som er kommet på plads i samarbejde med foreningen ”Giv husly til Ukrainske flygtninge i DK”
Så stor respekt og tak til Mette Marklund og hele holdet bag denne tur, samt tak til chauffør Lars Blok og Flemming Christensen, naboerne, mine forældre og andre der har hjulpet til.
I HAR GJORT EN FORSKEL 😊
Alt det bedste til jer alle og de kvinder og børn der var med til Danmark – hilsen Lars