Vestjyske perler
DAG 1: Efter opsamling kører vi via Storebæltsbroen til Fyn og holder en lille kaffepause. Videre til Middelfart Gl. Havn hvor skibet Mira3 venter og sejler os ud under mindst en af Lillebæltsbroerne. Sejlturen på ca. 2 timer er en skøn oplevelse med masser af natur og dyreliv. Frisk luft, ro og højt til himlen. Intens oplevelse, når vi spejder ud over vandet, og marsvinene pludselig dukker op. I land igen sætter vi kurs mod den vestlige spids af Fyn – her ligger Hindsgavl Slot i unikke omgivelser, og stammer tilbage fra middelalderen. Slottet har gennemlevet en dramatisk historie med krige og ødelæggelser, men fremstår i dag som et moderne og autentisk hotel. Vi nyder deres slotsmadder inkl. 1. øl eller vand og efter frokost skal vi på en lille spadsere tur rundt i den smukke Slotspark. Det er blevet tid til at finde Billum kro hvor vi indkvarteres. Middag på kroen om aftenen.
DAG 2: Vi nyder morgenmaden og får i dag glæde af Merete Vigen, kendt som Dronningen af Filsø. Hun er naturvejleder og kender den vestjyske natur bedre end nogen anden. Så læn dig godt tilrette i bussen, se og lyt til fortællingerne undervejs om landskaberne vi kommer til. Første stop er på Skallingen, med en mulighed for at strække ben og en kort tur på stranden, inden vi ser udstillingen i den tidligere redningsstation, hvor vi også får Skallingens historie. Frokost spiser vi på Ho Kro (kåret som Årets Landevejskro 2025), som serverer deres gode frokostanretning. Afgang mod Filsø, hvor vi kører gennem Forsvarets arealer, vi får historien om ekspropriationen af 3 landsbyer i 1960erne, vi tager et stop og ser kronvildt ved Grærup Langsø. Vi ankommer til Filsø Ellipsen, hvor vi tager en runde ved Ellipsebroen og hvor der fortællers om Filsøs genskabelse i 2012. Her nyder vi også en kop eftermiddagskaffe ved bussen i de smukke omgivelser. Middag på kroen om aftenen.
DAG 3: I dag skal vi til skønne Fanø og kører efter morgenmaden til Esbjerg hvor vi med den lille færge, sejler de blot 12 min. det tager at komme til Fanø. Her skal vi have glæde af lokalguiden som stiger på bussen og som de næste 3 timer vil tage os med rundt og dele ud af sin viden om Fanø. Vi slutter i Nordby hvor vi spiser en dejlig frokostanretning inkl. 1 genstand på den hyggelige restaurant Nordby. Herefter god tid på egen hånd til at gå rundt i byen, som er kendetegnet ved sine charmerende gader med gamle skipperhuse, et maritimt præg, og som byder på et bredt udvalg af butikker, caféer og kulturelle tilbud som museer og gallerier. Færgen venter og vi finder tilbage til Billum Kro, hvor vi også spiser middag om aftenen.
DAG 4: Efter morgenmaden tjekker vi ud af Billum Kro og siger tak for denne gang. Vi begiver os mod øst og gør stop ved Bindeballe Købmandsgård mellem Vejle og Billund som med sine 115 år er Danmarks ældste igangværende købmandsgård og samtidig Danmarks største købmandsmuseum. Vi forsætter mod øst og når til Fyn, hvor vi skal besøge Ditlevsdal, Nordeuropas største bisonfarm med knap 300 amerikanske bisonokser. Vi spiser frokost og tager bagefter en guidet tur i prærievognen ud blandt bisonokserne, hvor her fortælles om dyrenes adfærd og sjove historier fra en anderledes hverdag. Mulighed for at handle i gårdbutikken, inden det er blevet tid til at finde Sjælland igen med den vestjyske vind i håret og nogle gode oplevelser i bagagen.