Umbraco.Web.Models.DynamicPublishedContent
Umbraco.Web.Models.DynamicPublishedContent
Umbraco.Web.Models.DynamicPublishedContent

Viborg – midtjyske perler

Dag 1: Efter opsamling kører vi over Storebæltsbroen til Fyn og holder kaffestop. Vi kører mod Odense hvor et spændende besøg venter på Galleriet Galschiøt. Det er et af Danmarks største og mest spektakulære private kunstværksteder. Jens Galschiøt er en ener på både den internationale og danske kunstscene, hvor hans kunstneriske aktiviteter altid har vakt stor opmærksomhed. Vi får rundvisning, samt tid til selv at opleve galleriet. 

Det er tid til at finde Kryb i ly kro som har frokost klar til os og som vi nyder, inden vi bevæger os nordpå og finder Golf Hotel Viborg. Her tjekker vi ind og får os en kop kaffe med kage, så vi lige kan lande. 2- retters middag på hotellet om aftenen. 

 

Dag 2: Vi spiser morgenmad og skal i dag starte med en rundvisning på Brunshaab Papkassefabrik, som er et af Danmarks få arbejdende fabriksmuseer. Fabrikken ligger smukt i Mølleådalen nær Viborg og her har lyden af mennesker og maskiner kunnet høres siden industriens barndom. I fabrikkens lokaler kan vi følge produktionen og opleve et finurligt system der omdanner affaldspapir til pap. 

Vi tager ind i hjertet af Viborg, hvor vi skal se Viborg Domkirke som er byens stolthed, men også verdens største granitkirke. Vores rejseleder fortæller om kirken indenfor (hvis der ikke er kirkelig handling). Tid på egen hånd til at slentre en tur ned ad gaderne og se de smukke gamle bygninger som skaber en helt særlig og hyggelig stemning. Frokost på egen hånd i en af byens hyggelige cafeer, inden vi mødes og kører ud ved Nørre å og mærker historiens vingesus på Rindsholm Kro. Et levende museum med mindelunden i baghaven og en spændende samling af gamle fotografier. Hver en krog både ude og inde fortæller historie. Vi skal have kaffe og kage og selvfølgelig tid til at opleve de dejlige omgivelser. 2-retters middag på hotellet. (Overraskelse efter middagen) 

 

Dag 3: Efter morgenmaden besøger vi Danmarks mest idylliske frilandsmuseum. H.P. Hjerl Hansen byder os indenfor til det museum han etablerede i 1930. Som hyldest til kvindernes stille gerning, bl.a. hans egen mors hårde flid. Kom med på rejsen, når Hjerl Hede fortæller, hvordan det var at leve på landet igennem 300 år. De virkelige, sanselige og til tider skrøbelige og trange kår. Livet som det var før industrialiseringen, giver tid til refleksioner. En svunden tid hvor alle levede af deres håndværk.

Frokost venter os på Grønhøj Kro, hvor vi også finder Morten Korch Museet. Under frokosten fortæller Kromanden om museet og mon ikke han også spiller og synger et par sange. Det er svært at forlade dette særlige sted, men tæt ved ligger Kongehus Mindepark som er et af Danmarks smukkeste og særprægede naturområder. De 1.200 hektar hede blev fredet og 39 store sten blev rejst. Vi kører ad de smukke veje igennem Daugbjerg og Mønsted tilbage til hotellet som serverer 2- retters middag om aftenen.

 

Dag 4: I dag sætter vi kursen mod Mariager, rosernes by, hvor vi går en byrundtur i den charmerende gamle købstad. Vi har tid på egen hånd, inden vi kører til Færgekroen i Hadsund som står klar med frokost. Godt mætte kører vi over fjorden og finder Visborggaard Slot som bliver nævnt i midten af 1300-tallet, hvor det tilhørte medlemmer af slægten Munk. Slægten ejede gården indtil første halvdel af 1500-tallet, hvor den gennem ægteskab kom til Jens Thygesen Seefeld. Vi skal opleve den fantastiske renæssancepark, der blev anlagt under slottets storhedstid for omkring 400 år siden. Det er Danmarks eneste fredede renæssancepark, og tager man en tur gennem parken kan man nemt forestille sig, hvordan den adelige husstand har spadseret på stierne gennem den smukke park. Vi får en fortælling på slottet og et lille glas til ganen. Vi slutter denne hyggelige eftermiddag på Visborggaard Slot ved at se mindestenen, der er til ære for ”Den Hvide Hest” som Christian X red over grænsen på i Sønderjylland 10. juli 1920. 2-retters middag på hotellet.

 

Dag 5: Vi nyder morgenmaden en sidst gang og tjekker ud af hotellet. Vi begiver os sydover til vi finder Kolding, nærmere Koldinghus som er et moderne museum og en seværdighed i verdensklasse med en prisbelønnet restaurering og store internationale særudstillinger. Vi får introduktion om Udstillingen ”Mary & Kronprinsesserne” der er blevet til i anledning af Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag og som tegner et portræt af den danske kronprinsesse og hendes fire forgængere i Glücksborg-slægten. Vi skal med på en spændende rundvisning, fra borg til kongeslot – fra storhed til ruin og få indblik i slottets mere end 750 års historie. Vi nyder en dejlig frokostbuffet i Madkælderen under slottes nordfløj. Herefter går det hjemad over Fyn med kaffestop undervejs, inden vi er tilbage på Sjælland.

 

_______________

 

Golf Hotel Viborg 

er beliggende ved de smukke Viborg-søer og i kort afstand til centrum med gode shopping muligheder. Værelserne har alle fladskærms-tv, minibar, gratis Wi-Fi, buksepresser og telefon, som det er gratis at ringe fra. Badeværelset er med brus og hårtørrer. Der kan frit benyttes den indendørs opvarmede swimmingpool, udendørs jacuzzi, sauna, dampbad!

 

 

Interesseret i denne tur?
Udfyld og send nedenstående, så hører De fra os.

Tak for Deres henvendelse.
De vil høre fra os snarest.

Opsamling

Greve svømmehal kl. 6.30

Roskilde station kl. 7.00

Ølby station kl. 7.30

Afgang og pris

Mandag-fredag d. 16.-20. maj
Pris pr. pers. i dobbeltværelse kr. 6.095,-
Eneværelses tillæg kr. 1.200,-

 

OBS! 
Husk at kontakte dit forsikringsselskab vedrørende afbestillingsforsikring!

Diverse

Inkl. i prisen: bustransport, broafgifter, 4 x overnatninger inkl. morgenmad og 2 retters middag på Golf Hotel Viborg, 4 x frokost, Galleri Galschiøt, kaffe og kage ved ankomst til hotellet dag 1, Brunshaab papkassefabrik, overraskelse dag 2, Hjerl Hede, Kongehus Mindepark, Viborg Domkirke, Visborggaard Slot, 2 x kaffe m/rundstykke/kage ved bussen, Koldinghus med introduktion og rundvisning, rejseleder Lisbeth Kjær og chauffør Peter, Rejsegarantifonden

 

Udover egne ture og udflugter, formidler vi også rejser med følgende samarbejdspartnere: